tilbage til Bioteknologi / GMO oversigten

print

Kloning af dyr

1/10-2008

Bruno Sander Nielsen

Kloning er en teknik, hvorved man kan fremstille en genetisk identisk kopi af en organisme.

Kloning er en vidt udbredt og etisk og teknisk uproblematisk teknik til podning og vegetativ formering af planter. Der er derimod skrappe restriktioner i forhold til kloning af dyr.

For dyr kan man fremstille identiske kopier ud fra befrugtede æg (embryonal kloning). Man kan også fremstille en genetisk kopi af et voksent dyr ved såkaldt somatisk kloning. Her erstattes en ægcelles oprindelige arvemasse med en celle fra det individ, som skal klones. De to celler smeltes sammen med en elektrisk impuls, hvorefter cellen udvikler sig til en identisk kopi.

Det er kun tilladt at importere og fremavle klonede dyr, hvis det tjener væsentlige formål som grundforskning, anvendt forskning rettet mod at forbedre sundhed og miljø, fremstilling og avl af dyr, der producerer stoffer af væsentlig gavn for sundhed og miljø, og i forbindelse med undervisning på højere læreanstalter.

Klonede dyr vil ikke få betydning i husdyrbruget, da de er identiske kopier og derfor ikke giver nogen avlsfremgang. I avlsarbejdet er det jo netop et mål at opnå forbedringer af sundhed, velfærd, produktivitet eller kvalitet fra generation til generation.

Derimod forventes en kombination af gensplejsning og kloning af dyr at få stigende udbredelse i medicinalindustrien til fremstilling af medicin med stor betydning for mennesker.

LANDBRUGETS HOLDNING
Kloningsteknikken har stor forskningsmæssig betydning for forståelsen af dyrs biologi og fysiologi, men klonede dyr vil ikke få betydning i husdyrbruget.