Økologi

print

Landbruget mener, at den økologiske produktion yder et væsentligt bidrag til landbrugsproduktionens mangfoldighed og til landbrugets faglige udvikling, samt bidrager til det samlede landbrugs målsætning om en miljømæssigt bæredygtig landbrugs- og gartneriproduktion. Landbruget vil arbejde for at forbedre og udvikle afsætningen af økologiske produkter og arbejder for at sikre harmoni mellem produktion og efterspørgsel.

Grundlaget for økologisk jordbrug er holdninger. Det er helt centralt for økologisk jordbrug at arbejde så meget som muligt i lukkede stofkredsløb, at bruge stedlige ressourcer, at fremme en dyrkningsmæssig praksis, som tager størst muligt hensyn til miljø og natur, at sikre dyrevelfærden og at sikre fødevarer med optimal ernæringsmæssig kvalitet.

Det økologiske jordbrug anskuer plante- og husdyrproduktionen som en helhed, der også omfatter forarbejdning og distribution. Økologisk jordbrug anvender ikke handelsgødning, pesticider og gensplejsning.

Den økologiske produktion sikrer, at forbrugerne har et frit valg med hensyn til genteknologi. Landmændenes engagement i den økologiske driftsform har været drivkraften bag udviklingen af dansk økologisk jordbrug, og det samlede landbrug har aktivt arbejdet for at udvikle og udvide den økologiske produktion.

Landbrugets rådgivningstjeneste gør således en stor indsats for at udvikle og indføre nye metoder i landbruget, og mælkeproducenterne har f.eks. fået en ekstrabetaling for at omlægge i perioder med stor efterspørgsel efter mælk.