EU rammeprogram

print

På EU-plan er den offentlige støtte til forskning og udvikling organiseret i de såkaldte rammeprogrammer for forskning og teknologisk udvikling. Under dette program giver Kommissionen bl.a. støtte til:
- Tværeuropæisk samarbejde mellem forskere, forskningsinstitutioner og virksomheder om forskning og udvikling af nye teknologier inden
- Dannelse af forskernetværk
- Mobilitet for forskere mellem medlemslandene og overførsel af kompetencer fra forskningsinstitutioner til virksomheder
- Opbygning af fælleseuropæiske forskningsfaciliteter (f.eks. meget store forskningsinstallationer eller datanetværk)
- Spredning af viden om forskning og udvikling til de europæiske borgere

Siden EU's 6. rammeprogram, som løber i perioden 2001-2006, blev lanceret har Danmark modtaget lidt under 1 mia. kr. til medfinansiering af tværeuropæiske forskningsprojekter. Målt pr. indbygger ligger Danmark i denne sammenhæng på 4. pladsen efter Sverige, Finland og Belgien. Særligt på fødevareområdet har Danmark markeret sig med modtagelse af ca. 5 pct. af de samlede midler - en klar overrepræsentation i forhold til landets størrelse. Det vidner om, at vi på jordbrugs- og fødevareområdet har forskermiljøer af allerhøjeste internationale klasse.

Fra 1. januar 2007 afløses 6. rammeprogram af 7. rammeprogram. Kommissionen har i juni 2005 fremsat forslag til det nye rammeprogram, som man nu er til behandling i EU-parlamentet og medlemsstaterne inden det endelige rammeprogram vedtages medio 2006. I forslaget lægges der bl.a. op til mere end en fordobling af budgettet, så der fra 2007-2013 skal fordeles ca. 500 mia. kr. I 7. rammeprogram bredes fokus for jordbrugs- og fødevareforskningen ud. Temaet som i 6. rammeprogram har titlen "Food quality and Safety" har nu skiftet navn (og fokus) til "Food, Agriculture and Biotechnology".

Hvad mener Landbrugsraadet om forslaget til 7. rammeprogram?
Kommissionens forslag til EU's syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling kan bidrage væsentligt til at bringe Europa flere skridt fremad mod opfyldelsen af Lissabon-målet om at gøre Europa til den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi i verden.

Ser man på forskningstemaet Food, Agriculture and Biotechnology, er det særdeles positivt, at Kommissionen har erkendt behovet for en ramme der - sammenlignet med temaet Food Quality and Safety i sjette rammeprogram - rækker både bredere og dybere og omfatter forskningsbehov i relation til hele jord-til-bord kæden samt de mange spændende produktionsgrene på non-food området.

I 6. rammeprogram dækkede man ikke i tilstrækkelig grad hele jord-til-bord kæden, og der var en tendens til et for ensidig fokus på forskning i tilknytning til fødevaresikkerhed og forarbejdning. Vi er derfor glade for, at primærproduktionen nu også nævnes eksplicit som et af programmets aktivitetsområder. Der lægges op til forskning, som kan bidrage til at sikre en innovativ, konkurrencedygtig og økonomisk primærproduktion og naturforvaltning på et bæredygtigt grundlag.

På samme måde bifalder vi, at der nu gøres plads til en forstærket europæisk forskningsindsats i non-food produkter og processer. Set fra en dansk synsvinkel er der store kommercielle perspektiver i f.eks. udnyttelsen af biogas. Vi besidder forskningskompetencer inden for gylleseparation, og vi er langt fremme i udviklingen af prisbillige teknologier. Medicinplanter er også et muligt fremtidigt vækstområde. Der savnes dog ét vigtigt område for non-food produkter og processer, nemlig prydplanter og væksthuse. Det er vigtigt at dette område, som også har været forsømt i sjette rammeprogram, kommer med i den detaljerede beskrivelse af arbejdsprogrammerne.

I relation til de øvrige forskningstemaer, har Food, Agriculture and Biotechnology en række potentielle krydsfelter med særligt Sundhed (tema 1), IKT (tema 3), Nanoteknologi (tema 4) og Miljø (tema 6). Man bør arbejde for at sikre, at der i beskrivelsen af de enkelte temaers arbejdsprogrammer lægges op til forskning i disse krydsfelter.


kontakt

Du har mulighed for at kontakte raadet, hvis du har spørgsmål til et af vores emner.

Karina Bergenholtz
E: kbp@landbrug.dk
T: 33 39 40 65


E:
T:

Kommentar

Har du en kommentar til Landbrugsraadets politik, så lad os høre den.

Skriv din mening
0 har skrevet før dig
Oversigt over kommentarer

Nyeste politik

Landbrug og Fødevarers skattepolitik & afgiftspolitik
28/5-2009

Infrastruktur i et landbrugsperspektiv
28/5-2009

Svin
28/5-2009

Læs også

www.landbrug.dk
www.fvm.dk
www.lr.dk
www.sum.dk