Markedsønsker og virksomhedskrav

print

Landbrugets holdning:

  • Landbruget støtter, at virksomhederne kan benytte sig af supplerende krav til dyrenes velfærd, herunder f.eks. krav til opstaldning og fodring, for at imødekomme ønsker fra forbrugere og samfund

  • Det er i orden, at virksomheder sanktionerer overtrædelser af de supplerende krav til dyrebeskyttelse ved f.eks. at nedsætte landmandens afregning i en periode

  • Supplerende krav fra virksomhederne bør, som hovedregel, afspejle ønsker fra markedet

Markedet giver mulighed for en række specialproduktioner, og det er også blevet mere almindeligt de senere år, at nogle af landbrugets virksomheder eller detailhandelen stiller særlige krav til deres leverandører, som ligger ud over, hvad lovgivningen kræver. Disse krav vedrører blandt andet dyrenes velfærd. Et eksempel er Arlagården og de øvrige mejeriers kvalitetsprogram – ”Kvalitetsprogram - Gården” ,  hvor dyrevelfærd er et område, hvor der stilles helt konkrete krav til landmændene. Det kræves f.eks.:

  •   at dyrene ikke må transporteres i mere end otte timer
  • at køer, der sendes til slagtning, malkes samme dag, hvis de afhentes efter klokken syv om morgenen og
  • at der ikke avles med dyr, der har kendte arvelige defekter, som påvirker dyrene negativt.

Der findes også en række specialproduktioner, som f.eks. stiller krav om, at dyrene skal gå ude.

  • Der er f.eks. krav i den økologiske produktion om, at fjerkræ skal have adgang til hønsegård, og at kvæg, søer og pattegrise skal have adgang til græs 150 dage om året. Eksempelvis er alle økologiske søer løsgående, og alle faringer foregår på friland.

  • Produktionen under varemærket Friland skal foregå på en måde, så grisenes naturlige adfærd og behov i højere grad bliver tilgodeset. Her fødes grisene på friland og flyttes senere til stalde, hvor de har løbegårde, så de har mulighed for at være udendørs.

  • Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening har indgået en aftale, der sikrer, at økologisk svinekød kan mærkes med seglet fra Dyrenes Beskyttelse.

  • "Dansk Kalv" er et kalvekødskoncept, der har givet de danske forbrugere mulighed for at vælge kalvekød fra kalve på under 10 måneder produceret under særligt gode produktionsforhold med hensyn til strøelse og plads. Derudover transporteres kalvene til slagtning i transportvogne med særlige krav til bl.a. affjedring.

FrilandFood

Kvalitetsprogrammet Arlagården

Danish Crowns "Code of Practice"