Forside Aktiviteter Info-center Medlems-internt Internet

Hviderusland

NOTAT

1. juli 2003
Til: Forum for Agroindustri / Danmarks Eksportråd
Fra: International afdeling / AFR
cc:

Fact finding - Hviderusland

 

Indledning

Landbrugsraadet har gennemført fact finding rejse til Hviderusland. Formål for besøget var at undersøge landbrugssektoren og identificere muligheder for medlemmer af Forum for Agroindustri - samt eventuelle andre agroindustrielle virksomheder.

Besøget blev gennemført fra 9. til 12. juni. Besøget var en opfølgning på møder afholdt med Den Hviderussiske Ambassade i Stockholm. Ambassadør Aleg Yermalovich havde anmodet om at muligheder for samarbejde mellem Hviderusland og Danmark på landbrugsområdet blev undersøgt. Landbrugsraadet / Forum for Agroindustri har taget opfordringen op og Danmarks Eksportråd har givet tilsagn om at støtte projektet.

 

Hviderusland

Da Sovjetunionien gik i opløsning forsvandt alle systemer fra den ene dag til den anden. Dette var imidlertid ikke tilfældet i Hviderusland, hvor Præsident Lukasjenko har videreført et planøkonomisk system, med al magt centreret omkring sig selv.

Dette har medført udenrigspolitiske problemer for Hviderusland, der er sortlistet i de fleste vestlige lande. Systemet har dog også haft fordele, og mange forhold i Hviderusland er mere velfungerende end i Rusland. F.eks. er de fleste kollektive landbrug i brug og er forholdsvis velfungerende og produktive. Der er meget stor interesse for et samarbejde med Danmark på det agroindustrielle område.

Rapport fra Danmarks Eksportråd vedr. den generelle politiske og økonomiske situation kan ses på http://www.eksportraadet.dk/view.asp?ID=3149


Landbrugsstruktur

Hviderusland er en del af det østeuropæiske lavland med det højeste punkt på kun 345 meter over havet. Landet dækker 207,600 km2 og omkring en tredjedel er dækket af skov. Ca. 57% er dyrket, svarende til 11,9 mio. ha. (Danmark har 2,7 mio. ha.).

Hviderusland var det land som blev værst ramt at atomulykken i Chernobil. Omkring 70% af udslippet faldt ned i Hviderusland. Det vurderes at ca. 20% af landet er forurenet. Disse områder bliver dog fortsat dyrket.

Fordelingen af landbrugsjord:

Kolkhoz/sovkhoz           80%
Dachaer (kolonihaver)  15%
Private farmers               5%

Den vestlige del af landet er den mest frugtbare. Vigtigste produktion er korn, mælk og svinekød. Yderligere information om afgrøder, arealfordeling mv. kan findes på FAO's hjemmeside, http://www.fao.org/ag/agp/agpc/doc/counprof/belarus.htm

 

Møder og besøg

 

Alexander Aleksandrovich
Tel: +375 296 488 596

Har været first secretary ved den Hviderussiske Ambassade i Stockholm. Er netop kommet tilbage til Minsk og vil starte forretning for sig selv. Har projekt kørende med eksport af tørv til Sverige.

Kunne være et interessant emne til at udføre forskellige opgaver på markedet eller eventuelt som lokal agent. Har et stort politisk kontaktnet, dog ikke direkte kendskab til landbrug eller fødevareindustrien.

 

Belarusian Farmers Union

Director, Mr. Konstantin Yarmolenko
Kalvarbinskaja, 1
220048 Minsk
Tel. 223-3306

Farmers Union er organisation for de private landmænd som i øjeblikket driver ca. 5% af landbrugsjorden. Landmændene er ikke direkte ejere af jorden, men har brugsret til den i deres levetid, og den kan gå i arv til deres slægtninge.

Den gennemsnitlige størrelse for de private landbrug er 35 ha. men størrelserne er meget forskellige. Der er enkelte som har op i mod 5.000 ha.

Farmers Union blev oprettet som en NGO i 1989 og har i dag 250 medlemmer (svarer til 10% af de private landmænd)

Yarmolenko så gerne et samarbejde om for eksempel rådgivningstjenesten. Han har besøgt det danske projekt i Smolensk og kunne ønske sig tilsvarende i Hviderusland.

Farmers union vurderes ikke som noget særlig interessant organisation, da den ikke har stor indflydelse og ikke dækker de landbrug som vil være mest interessante for danske virksomheder.

 

Mogilev Regional Administration

Vice-Governor, Mr. Alexander Dubko
Tel: 0222 32 91 24

Mogilev ligger i den østligste del af landet og grænser op til Smolensk i Rusland. Administrationen ligger meget op til samarbejde, specielt vil man meget gerne have danske landmænd til at overtage jord. De betegner selv situationen som ironisk: "Under kollektiviseringen blev jorden under stor modstand taget fra folk - nu er der ingen som vil have den". Driftige landmænd (både hviderussiske og udenlandske) kan få stillet jord til rådighed uden beregning.

Administrationen havde arrangeret besøg ved en række landbrug i regionen. Vice-Governor Dubko var med hele dagen.

 

Mogilev Agricultural College

Director, Georgy N. Malinovskiy
Mogilev, 213 134
Tel: 0222 45 73 79

Pænt og velfungerende landbrugs college. Derudover er der skovbrugsuddannelse. Skolen kunne være et udgangspunkt i forbindelse med et eventuelt fremstød.

Der blevet givet interview til den lokale avis i Mogilev.


Grodno Regional Administration

Vice-Governor, Mr. Alexander Radievich
Tel: 0152 7765 45

Grodno i den vestligste del af landet er en af de mest interessante landbrugsregioner i Hviderusland. Regionen er på 25.000 km2 og har landbrug som sit vigtigste erhverv (33% af GDP). Der produceres hovedsageligt sukker, kartofler, korn, mælk og svinekød. Mange landbrug har købt udstyr, fortrinsvis i Tyskland og Frankrig. Der er en renovering i gang af flere landbrugskomplekser. Regionen tror på at der skal vestlig teknologi til at få produktiviteten i landbruget op.

På vice guvernørens kontor blev der givet interview til den lokale TV station.

 

Ekspert, Fødevareindustri - Nikolai Petrovich

Der er ca. 5 mejerier og 10 slagterier i Grodno, som er i fuld drift. Alle er ejet af staten samt delvis af leverandørerne i en slags andelsselskab. Virksomhederne er efter Petrovich eget udsagn forholdsvis moderne og nogle er ISO 9000 godkendte.

Omkring 50% af de producerede fødevarer eksporteres, hovedsagelig til Rusland.

Staten dikterer minimumspriser ved opkøb af råvarer. Det største problem for fødevarevirksomhederne er for dårlig kvalitet af råvarer. Næsten alt leveres fra Kolkhoz'er eller Sovkhoz'er. De private landmænd har ringe betydning som leverandører. De sælger typisk deres produkter på lokale markeder.


Grodno Regional Commitee

Ivan I Danchenko, First Vice-Chairman
3. Ozhenshko Str
Grodno, 230023
Tel: 0152 7720 61

Har det politiske ansvar for de meget store farme, som er enten Kolkhoz eller Sovhoz. De som har en god ledelse og kører godt økonomisk har beføjelser til at gøre hvad de vil. De planlægger og finansierer selv investeringer, uden at administrationen har den store indflydelse. De mindre effektive har dog ikke denne mulighed, og er afhængig af hjælp fra staten eller fra oblast administrationen.

Der blev besøgt en del større landbrug. Der er specielt foretaget investeringer i mark-maskiner og i nye kvæg/malkestalde. Driftlederne / direktørerne virker mere entusiastiske end det er kendetegnende i for eksempel Rusland. De følger effektivt op på tingene og har en høj produktivitet.

 

John Deere

Dr. Andrey Kovatchev, Territory Manager

Er forholdsvis tilfreds med det hviderussiske marked. Mener at der bliver solgt ca. 100 mejetærskere og 30 traktorer årligt. Der er dog netop indført en importtold på 30% for mejetærskere, for at hjælpe de lokale producenter. Denne told er dog midlertidig og vil efter høst, sandsynligvis vende tilbage til det sædvanlige på omkring 6%.

Korruption er ikke noget voldsomt problem. Det findes mest i forbindelse med administrative procedurer, som f.eks. toldbehandling eller godkendelser. Tilgengæld er der ingen problemer med økonomisk kriminalitet.

Der arbejdes stort set ikke med finansiering. De store Kolkhoz'er kan selv finansiering køb.

 

Stotz Agro Service GmbH

Kresten Meyer
Mobil: +49 (0) 171 682 6018

Tysk forhandler af landbrugsmaskiner som har etableret sig i Hviderusland. Kresten Meyer er tidligere Hardi medarbejder, men er nu fast stationeret i Minsk for Stotz. Firmaet har agenturet for blandt andre Claas, Hardi, Amazone, Lemken m.fl.

Er kommet ind på markedet ved hjælp af salg af brugte maskiner fra Tyskland, men har nu et godt marked for nye maskiner.

 

Belagro - Agricultural Exhibition

Udstillingen holdes årligt i Minsk. Af de store landbrugs-brands var Claas, Case og John Deere repræsenteret. Derudover var overvejende lokalt produceret udstyr og en del tyske virksomheder. Fra danske side deltog Hardi og Westrup.

Belagro er klart den vigtigste udstilling i Hviderusland. Alle personer der blev talt med planlagde at besøge udstillingen.

 

Konklusion


Finansiering

Der er ingen struktur som gør det muligt for hviderussere at låne penge. Renten er omkring 40% og når der drejer sig om landbrug er det næsten umuligt at låne. Mange af de større landbrug har imidlertid selv en sund økonomi og er i stand til selv at finansiere betydelige investeringer.

Nogle landbrug og virksomheder har mulighed for at få støtte eller lån til investeringer fra staten. Det er dog i meget begrænsede mængder. Det vurderes således at den eneste mulighed er at gå direkte efter de kommercielle muligheder hos de veldrevne kollektive landbrug.


Samarbejdsmuligheder

Hviderusserne er meget interesserede i et samarbejde, og har et stort behov for yderligere tilførsel af knowhow og udstyr til deres fødevareproduktion. Landet er tæt forbundet med Rusland, og er således også ret afhængig af udviklingen der. Hvis den økonomiske vækst i Rusland fortsætter, vil Hviderusland have gode muligheder for en øget eksport af forarbejdede fødevarer.

Det er dog vanskeligt på nuværende tidspunkt at pege på konkrete samarbejdsmuligheder, som vil være interessante for danske virksomheder. Der er stor interesse for overførsel af knowhow, enten i form af uddannelses programmer eller etablering af konsulenttjeneste. Det er dog næppe muligt at opstarte projekter, med mindre det er en del af et støtte program. Hvis der kommer sådanne muligheder vil det være meget fordelagtigt at opstarte et uddannelses eller trænings program, da det uden tvivl vil aflede afsætning på længere sigt.


Afslutning

På nuværende tidspunkt er Hviderusland et marked som der bør holdes øje med - men hvor det er vanskeligt på nuværende tidspunkt af finde grundlag for aktiviteter. Der er forholdsvis stærke modstandskrafter i landet, og det må forventes at der indenfor forholdsvis kort tid indføres et mere demokratisk styre. Når det sker vil Hviderusland være et vigtigt fokus område for dansk agroindustri, på grund af sit store potentiale for landbrugsproduktion og gode geografiske beliggenhed, med hensyn til de nye vækstområder i øst.